Brugsforeninger syd for banen
Mandag den 17. april kl. 19 i Jacobskirken
I slutningen af 1800-tallet kom der lokale brugsforeninger i mange sogne rundt omkring i Danmark. Det var en modbevægelse ti l de lokale købmænd. Det var forbrugerne – særlige arbejdere og landbefolkningen – der oprettede butikkerne som en forbrugerejet forening, hvor overskuddet endte i medlemmernes lomme som dividende.
Brugsforeningerne kom også til Roskilde. Her syd for banen har der været fire brugsforeninger. De er alle væk og tilbage af brugsforeningsbevægelsen er to af Coop’s 365 discountbutikker.
På arrangementet den 17. april vil vi høre lidt om de fire brugsforeninger, der hver har deres egen historie. Det er Kamstrupstiens Brugsforening, Hedegaardenes og Omegns Brugsforening, Ringparkens Brugsforening og Snerlevejens Brugsforening. Det er Svend Erik Christensen som holder oplæget.
Brugsforeningen på Kamstrupsti (det nuværende Eriksvej) kom til i begyndelsen af 1900-tallet og udover at være butik for lokalområdet, så var den også butik fra landsbyerne syd for Roskilde. Havde derfor karakter af en ”Brugs på landet”. Den lukkede i 1970 efter at have en dårlig økonomi i flere år.
Lidt af den samme karakter havde ”Brugsforeningen i Hedegaardene” ude på Københavnsvej. Den blev oprettet i 1930’erne og flyttede i slutningen af 1960’erne til Klosterengen, hvor den er ved at blive omdannet til en Coop 365.
En af de nyeste brugsforeninger syd for banen er den i Ringparken, som kom til i 1964.som et ”HB-supermarkedet”. Den blev senere lukket og omdannet til en Fakta og er i dag en Coop 365.
Snerlevejens Brugsforening kom også til engang i 1960’erne og lukkede som den sidste i området for få år siden. Bygningerne blev revet ned og erstattet af boliger. Hermed var det slut med brugsforeninger i vores område syd for banen.
Seneste kommentarer