Besøg i Baptistkirken
Rundvisning onsdag d. 6. september kl. 14-16 i Roskilde Baptistkirke, Vindingevej 32, 4000 Roskilde.
Roskilde Baptistkirke på Vindingevej 32 hører til de markante bygninger og fællesskaber i sydbyen i Roskilde. Ugen igennem går mennesker ind og ud og har glæde af at mødes om gudstjenester, gospelkor, ungdomsgrupper, bibelstudium med samtaler om tro, ældreeftermiddage m.v. Et stort frivilligt engagement bærer de mange aktiviteter. Mange mennesker får hjælp gennem det sociale arbejde, når baptistkirken deler julehjælp ud i december og støtter mennesker på flugt. Kirken har et tillidsfuldt samarbejde med Roskilde kommune og de andre kirker i Roskilde.
Onsdag d. 6. september kl. 14-16 bliver der mulighed for at opleve kirkemiljøet og høre om baptistmenigheden, når den lokalhistoriske forening ’Syd for Banen’ arrangerer rundvisning. Præsten Jakob Engell Vagner og tidl. pedel Leif Maigaard vil fortælle, og omkring kaffebordet vil flere bidrage med erindringer fra baptistmenighedens lange historie i Roskilde.
Baptistmenighedens historie i Roskilde går tilbage til den søndagsskole for kvarterets børn, som et ægtepar i 1899 oprettede i deres hjem. Tilslutningen til dagligstuemøderne voksede og i 1937 blev den lokale baptistmenighed stiftet. Den første kirkebygning blev opført på Vindingevej 10, men den blev efterhånden for lille og menigheden købte i stedet det nedlagte plejehjem på toppen af bakken. I 1992 kunne den smukke runde kirkebygning indvies på grunden, med en bred scene med plads til band, kor, præst og stort dåbsbassin. I 2022 blev kirkesalen udvidet og en nyopført aktivitetsfløj rummer café og multisal, bygget for indsamlede midler og gennem en stor frivillig indsats udover de faglærte håndværkere. På grunden er også bofællesskab for unge mennesker, som i de år, hvor de studerer, bidrager til kirkemiljøet gennem frivilligt engagement.
Tilmelding senest 3.9. eller ved henvendelse til formanden Mogens Ohm Jensen, tel. 61638122 eller MOJE@km.dk. Pris kr. 20, som betales på dagen.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!