Foredrag om FDFs historie

Mandag den 13. januar 2014 kl. 19 i Jabobskirken, Astervej 11, 4000 Roskilde

Tommy Hansen fortæller om spejdergruppen FDF’s historie fra 1907 og til flytningen fra Køgevej til Sdr. Ringvej i 1977.

Tommy Hansen været gennem FDFs arkiver i FDF-huset på Vindingevej. Det er et omfattende materiale, med avisartikler, fotos og bestyrelsesreferater, og med gemte effekter fra lejrture og børnenes kreative arbejde når FDF-klasserne mødtes.
I foredraget vil han fortælle om  opstarten og lejrene i Solrød og Hvalsø, og senere fokuseret på FDF-huset på Køgevej, på børnedyrskuerne som FDF var meget involveret i, og på gudstjenestelivet i FDF-huset som det senere kirkebyggeri Jakobskirken udsprang af.

FDF på march ved Ambasadørens hus på Køgevej i 1972

Fortællinger fra modstandskampen i Roskilde 1940-45

Nedkastning af våben

Lokalhistoriegruppen ”Syd for banen” sætter fokus på besættelsestiden, når Henning Bjørn Larsen tirsdag d. 26. februar 2013 fortæller om modstandskampen i Roskilde i årene 1940-45. Han har i mange år forsket i besættelsestiden, som den forløb i Region V, Roskilde Amt. Han har indsamlet et meget stort kildemateriale, herunder detaljerede personlige beretninger fra tiden dengang.

Foredraget trækker de store linjer op om våbennedkastningerne og de markante begivenheder, som prægede krigsårene i Roskilde. Særligt fremhæves det, der foregik i området syd for jernbanen i Roskilde.

Henning Bjørn Larsen er en rutineret og passioneret fortæller, der forstår at finde balancen i respekt for den tavshedspligt, der må omgærde de mere følsomme dele af historien om besættelsestiden i Roskilde.

Foredraget holdes i Jakobskirken, Astersvej 11, Roskilde, tirsdag d. 26. februar kl. 19. Man betaler kr. 20 for kaffen.

Hofjægermesterparret på Store Maglegaard

Hofjægermester Th. Havsteen i uniform

Mød hofjægermesteren og hans kone i skikkelse af Tommy Hansen og Bente Harbo, når de på mandag d. 28. januar 2013 kl. 19 fortæller om Havsteen-familien på Store Maglegaard.

Lokalhistorien i Roskilde er ofte koncentreret i midtbyen, hvor den endda ofte er beskrevet.

I den sydlige ende af byen er der længere mellem historien, men dog er der en undtagelse, og denne kommer til udtryk, når Bente Harbo sammen med Tommy Hansen, efter flere års studier i Lokalhistorisk Arkiv, fortæller om hofjægermesterparret. Ida Blechingberg, som var datter af en af Roskildes tidligere borgmestre, og Theodor Havsteen, hvis aner var islændinge, nedsatte sig udenfor byen, og indgik ægteskab i 1888.

De næste 42 år var parret et markant træk i Roskildes kultur og foreningsliv, med stærke relationer til kongehuset, hvilket medførte at Theodor Havsteen, der var ivrig jæger, blev udnævnt til Hofjægermester – måske byens eneste?

Aftenens foredrag, der bliver ledsaget af et antal lysbilleder, tager udgangspunkt i livet på Store Maglegård, der dengang lå langt ude på landet med et stort husdyrhold og en børneflok på seks. Der bliver helt naturligt også plads til nogle glimt fra livet i Roskilde ved århundredskiftet.

Det er den lokalhistoriske forening ”Syd for Banen,” der mandag den 28. januar kl. 19.00 i Jakobskirken har arrangeret aftenen. Entréen er fri, medens der til kaffe og kage erlægges 20 kroner.