Rundvisning i Roskildes nye svømmehal

Mandag d. 7. marts 2022 kl. 10.00-11.15. Mødested: RoskildeBadet, Bymarken 37, 4000 Roskilde.

Rundviser: Birgitte Rafn Junker, leder af RoskildeBadene

Arr. af den lokalhistoriske forening ’Syd for Banen’.

Deltagelse er gratis.

Tilmelding til formanden Mogens Ohm Jensen, email: moje@km.dk, tel. 61638122.

Max. 20 pladser, hurtig tilmelding anbefales.

Her får du chancen for at blive vist rundt i det nye RoskildeBadet, som for et år siden blev taget i brug efter flere års ombygning. Leder Birgitte Rafn Junker vil fortælle om, hvordan svømmelandet og wellness-faciliteterne er indrettet, og hvilken teknik der bagved og nedenunder sørger for det rene vand til bassinerne.

Bagefter får vi anekdoter fra ’gamle dage’ fra medarbejdere og naboer, som har fulgt RoskildeBadets rejse fra vandtårn og svømmehal til det moderne sundhedsmekka for borgerne.

I 1960’erne kunne Ford-reklamen på det høje vandtårn på Bymarken ses fra den nyanlagte ringvej og motorvej syd om Roskilde, når sommerhusejerne kørte til Nordvestsjælland på weekend. Vandtårnet blev hurtigt et slags vartegn for byen i bilismens tidsalder, i konkurrence med domkirkens to markante spir.

Mange har spist på Restaurant Toppen og nydt udsigten over Roskilde og omegn, selv om kvaliteten af maden ikke nåede samme højder som placeringen øverst oppe.

Med RoskildeBadets moderne udformning er mulighederne for udfoldelse mange, og svømmehallen har stor betydning for folkesundheden og idrætslivet. Det er både en god lokal arbejdsplads, et vigtigt læringsrum for skoleelever og til stor fornøjelse for børnefamilier, morgensvømmere, motionister og elitesvømmere.

Roskildes vandforsyning til byens voksende befolkning var i årtier baseret på vandtårnet på Bymarken. Nu er tårnet tomt og trykket i ledningsnettet klares af store pumper. Det er endnu ikke afgjort, hvad det tidligere vandtårn skal anvendes til.

Kommentarer

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.