Bakkegaard før det blev Bakkegården
Tirsdag d. 28. september kl. 19.00 i Jakobskirken
Ud til Køgevej en kilometer syd for Roskilde station ligger Bakkegården, et stort boligkompleks. Her lå før i tiden ”Bakkegaard”, en proprietærgård med 28 hektar jord. Gården havde en markant beliggenhed på bakketoppen og sås langt omkring, for der lå ikke ret mange andre bygninger langs landevejen. Da der i 1917 skulle bygges vandtårn til forsyning af de huse, som efterhånden blev opført syd for banen, fik vandtårnet sin naturlige plads ved ”Bakkegaard”.
Tirsdag d. 28. september kl. 19.00 i Jakobskirken kan man høre Hans Lærke fortælle om ”Bakkegaard”. Hans Lærkes far havde jorden i forpagtning. Hans Lærke vil fortælle erindringer fra landbruget, fra opførelsen af Bakkegården og fra udstykningen af jorderne til det, der nu er ’Blomstervejskvarteret’, efter typehus-udstillingen Bo-67.
Det bliver samtidig en aften om, hvad der gør Bakkegården til et godt sted at bo, om beboerfester og sammenhold. Alle interesserede er velkomne til at bidrage med anekdoter, erindringer og fotos fra ”Bakkegaard” og Bakkegården.
Aftenen er arrangeret af den lokalhistoriske forening ”Syd for Banen”.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!