Kortlægning af Danmark
Foredrag mandag d. 6. september 2021 kl. 19.30 i Historisk Samfund
Historiske kort er en fantastisk kilde til at gøre os klogere på fortidens landskab samt til at forstå de gamle danske byer – og til at illustrere dette. Et flot kort er altid godt til at fange opmærksomheden. De seneste år er arbejdet med historiske kort blevet meget nemmere for både fagfolk, lokalhistorikere og alle andre, der elsker kort. Kortene er blevet skannet og er ofte lettilgængelige på nettet. Det er blevet gratis at få fat på dem, hvor det tidligere ofte kostede gebyrer at få en kopi. Og en række programmer gør det nemt at sammenligne og sammenkoble kortene med andre kort eller andre historiske kilder.
I foredraget med museumsinspektør Peder Dam gives først en bred introduktion til kortlægningens historie fra antikken og op til i dag, og dernæst præsenteres en række kort fra Roskilde og omegn. Peder Dam udgav 2019 den anmelderroste bog ”Kortlægningen af Danmark”.
Foredraget foregår i auditoriet i Roskilde Rådhus, gamle indgang på hjørnet af Køgevej og Gormsvej.
Det er gratis, og alle er velkomne.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!