Historisk Samfunds årbog
Mandag 26. november 2018 Arrangement og foredrag Eva Tønnesen: Gæve og grumme mænd i Roskilde – og Årets årbog
Lokalhistorikeren Eva Tønnesen har skrevet artiklerne i årets årbog fra Historisk Samfund for Roskilde Amt. I forlængelse af årbogen fra 2014, hvor Eva Tønnesen biograferede 18 stærke kvinder fra Roskilde og omegn fra enevælde til matadortid, har hun nu kastet sig over mænd fra Roskilde og omegn.
I dette rigt illustrerede årsskrift møder vi 24 udvalgte mænd fra middelalderen og frem til tiden lige før nutiden. Der er kendte og ukendte blandt dem, indflydelsesrige og næsten anonyme, helte og skurke, overklasse og samfundets sociale bund. Vi får derved dels et billede af Roskildes historie generelt, dels et billede af samfundet på tværs. Den ældste er biskop Peder Jensen Lodehat fra Margrethe den Førstes tid, den yngste er ostegrosserer Poul Tholstrup fra efterkrigstiden.
På mødet vil Eva Tønnesen selv præsentere årbogen og især fortælle om den kendte roskildeborger Niels Chr. Sveistrup (1786-1879), kaptajn, brandchef, have ejer, lokalpolitiker samt gæstgiver fra hotel Prindsen.
På mødet kan medlemmer få udleveret Årbog 2018. Årbogen kan også ved den lejlighed erhverves af andre ved indmeldelse i Historisk Samfund eller ved køb på stedet.
Arrangementet finder sted i Auditoriet på Rådhuset (Gl. Amtsgård) med indgang fra Gormsvej. Tidspunkt kl. 19:30 – 21:30 Der er gratis og fri adgang for alle.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!