Tidl. sparekassedirektør Kurt Buchtrup fortæller om Roskildes udvikling
Mandag den 5. september kl. 19.00 i Jakobskirken
Lokalhistorisk aften med tidl. sparekassedirektør Kurt Buchtrup mandag d. 5. september kl. 19.00 i Jakobskirken, Astersvej 11, 4000 Roskilde, arrangeret af Lokalhistoriegruppen ”Syd for banen”.
Hjemmesiden roskildesudvikling.dk gør det spændende at gå på opdagelse i det gamle Roskilde. Fra ens pc og tablet kan man finde fotos af husene i bymidten. Til hver adresse er knyttet en lille beretning om huset og de mennesker, som boede og arbejdede der. Fra nyere fotos kan man gå baglæns til de ældre billeder, hvor gaden så ganske anderledes ud.
Hjemmesiden er opbygget af tidl. sparekassedirektør Kurt Buchtrup i samarbejde med lokalhistorikeren Lotte Fang. Kurt Buchtrup har selv en nær personlig historie med nogle af Roskildes markante bygninger, banken og skobutikken på Stændertorvet. Han blev udlært i Roskilde Sparekasse og blev senere i livet direktør, da Bikuben i 1989 overtog sparekassen. Nu har Danske Bank til huse i bygningen, et godt eksempel på hvordan en ejendom kan skifte ejer og ændre funktion og få ny skiltning eller ny facade.
Mandag d. 5. september kl. 19 i Jakobskirken fortæller Kurt Buchtrup om glæderne ved at arbejde med lokalhistorien gennem fotos og beretninger. Han giver også et indblik i udfordringerne og de valg, en webredaktør må træffe, når stoffet er så omfangsrigt og historierne så mange, som det er tilfældet i Roskilde.
”Når fotos bliver tilgængelige på en hjemmeside, er der så mange flere, som får glæde af dem,” siger Kurt Buchtrup. ”Meningen med hjemmesiden er, at den vokser gennem de oplysninger, som folk bidrager med.” Sådan håber Kurt Buchtrup, at hans hjemmeside kan inspirere andre til selv at komme med fotos og historier.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!