Skovbokvarteret i Roskilde

Lokalhistorisk aften mandag d. 28. september 2026 kl. 19.00 i Jakobskirken, Astersvej 11, 4000 Roskilde

Arr. af den lokalhistoriske forening ’Syd for Banen’

Gratis adgang, for kaffebordet betales kr. 30

Skovbokvarteret er et af Roskildes attraktive boligområder med mange eksempler på god arkitektur og gedigent bygningshåndværk. Men hvem boede i husene og hvordan var det daglige liv, da bydelen tog form for mere end hundrede år siden?

Skovbokvarteret vrimlede med børn. Her var både direktører og arbejdsmænd, der gjorde at kvarteret blev socialt meget differentieret. På vejene var der mange erhverv, og beboerne havde gåafstand til vigtige arbejdspladser så som Remisen, Garveriet og Kasernen.


Det vil Carsten Bagge Jensen, Klaus Schulz og Erik Zinglersen fortælle om mandag d. 28. september. De tre udgav i foråret bogen ”Skovbokvarteret – en bydel i Roskilde” med flotte fotos, bygningstegninger og personskildringer.

De vil fortælle om de forhold, der havde betydning for Roskilde bys udvikling, og om hvordan Skovbokvarteret blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet. Det er spændende historier om de centrale aktører, som stod for salget, udstykningen og byggeriet, og om byrådets rolle.

Også grusgraven og skærvefabrikken vil blive berørt på den lokalhistoriske aften ’Syd for Banen’, som holdes d. 28.9. kl. 19-21 i Jakobskirken, Astersvej 11 i Roskilde.

Skovbokvarteret er karakteristisk for sin tid. Ligesom i andre byer vil man i Roskilde gerne sikre bevaringsværdige bymiljøer og bebyggelser, og i 2023 vedtog Roskilde Byråd en bevarende lokalplan for at værne om kvarterets særegne karakter og forhindre nedrivninger.

Kendskab til et boligkvarters historie kan være med til at sikre dets bevaring for eftertiden. I fortællingen om Skovbokvarteret er det ikke kun husenes arkitektur og udformning, som er vigtig, men også fortællingerne om husenes beboere og det levede liv i kvarteret.

Kommentarer

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *